Majas tips til at flytte hjemmefra

Jeg hedder Maja og er 21 år gammel, og jeg flyttede hjemmefra for ni måneder siden.

Maja Grosser, 21 år

Jeg har altid glædet mig til at bo selv og gøre alting selv. Jeg kommer fra en familie, hvor jeg hjalp meget til med husholdningen, så jeg følte mig selvstændig, da jeg flyttede hjemmefra. Dog fandt jeg ud af, at jeg ikke helt var lige så stærk, som jeg regnede med.

Jeg oplever et pres ved at bo selv, fordi der ikke er nogen til at hjælpe mig med tingene. Jeg er meget viljestærk, og jeg vil gerne selv! Men de dage, hvor jeg er træt og brugt, så er det svært at overskue de daglige pligter.

Jeg kan også føle mig ensom, fordi jeg skal gøre tingene selv og hvis jeg ikke har energien, så kan jeg nemt blive ked af det. Jeg kan mange af de fysiske ting selv som at gøre rent og lave mad, men det tager energien både fysisk og psykisk selv at gøre det og overskue det inde i hovedet.

Mine kognitive vanskeligheder betyder, at jeg har svært ved at have flere bolde i luften samtidig, og jeg bruger meget energi på at komme i gang med tingene. Så jeg kan nemt blive presset over for mange aftaler, eller hvis jeg er træt efter en lang dag.

 

Mine tre gode råd til dig:


1. To-do lister
For at kunne overskue min hverdag uden at blive for træt eller miste overblikket, laver jeg planer for hver uge. En madplan så der er købt ind til hele ugen. Jeg har en kalender, hvor jeg skriver aftaler ind i. Så gør jeg rent, vasker tøj og handler ind i weekenden, så det praktiske er klaret til den næste uge, da jeg ofte ikke har overskud til det i en travl hverdag.

2. Spørg om hjælp 
Jeg har lært, at det er bedre at spørge om hjælp end at blive træt og ked af det, fordi jeg ikke altid kan overskue tingene. Jeg synes, det er rigtig svært at spørge om hjælp, fordi jeg selv godt kan! Men det kan være nødvendigt at få lidt hjælp, hvis ikke man har mere energi. Hvis jeg f.eks. kommer sent hjem, spørger jeg nogle gange min kæreste, om han vil begynde at lave mad eller måske ordne vasketøjet inden, så der er mere ro, når jeg kommer hjem. Så hvis du har en familie, en kæreste, en roomie eller en god ven tæt på, så er det okay at spørge dem om hjælp, hvis det er lidt svært. 

3. Hvile sig
Nogle gange, hvis jeg er udtrættet og ikke kan overskue det mere, så går jeg ind og hviler mig i 10 min. Jeg behøver ikke at falde i søvn, men det kan være rart lige at lade energien op, inden jeg skal ud og ordne en masse ting. 
 

Har du det ligesom Maja? Eller har du erfaringer, du gerne vil dele med andre? Opret dig anonymt på UngeForum og del dine tanker og oplevelser med andre.

 

Hvad skal der ske efter folkeskolen?

 

Bliv medlem af Spastikerforeningen

Gå til top Top