Gode råd fra Mette Reissmann

Du kender hende måske fra Luksusfælden på TV3? Mette Reissmann er erhvervsjurist og har styr på tallene.

 
Mette Reissmann, erhvervsjurist, tv-vært og politiker

 

Der er meget at holde styr på, når man skal stå for sin egen økonomi. Her er mine råd til dig, der er ung og skal flytte hjemmefra:

 

Bolig – den største udgift

Bolig er ofte den største udgift. Start småt, du behøver ikke flytte ind på Rådhuspladsen med det samme. Et værelse lidt uden for byen kan også gøre det. Husk kontrakten, hvis du bor til leje. Også i forhold til hvem der betaler, hvis vaskemaskinen går i stykker.

 

Nice to have versus need to have

Du har ikke krav på alle de lækre ting – dem kan du købe, når du har pengene. Lån dig frem i starten, og brug pengene på fx en god computer til studiet.

 

Læg budget og hold det!

Tag højde for uforudsete udgifter, og spar lidt op til fx tandlæge og nye bøger.

 

Forsikring – er ikke kedeligt

Forsikring virker som en kedelig udgift, men det bliver kun værre, hvis din telefon bliver hugget, eller du ødelægger venindens bluse. Husk ansvar- og indboforsikring og også rejseforsikring, hvis du skal på ferie.

 

Opsig de abonnementer du ikke bruger

Det kan godt blive dyrt at gå i Fitness, hvis du kun kommer afsted én gang om måneden. På samme måde kan man lige så fint læse magasiner på biblioteket i stedet for at købe selv.

 

Køb IKKE på afbetaling

Lad være med at købe på afbetaling eller låne til en høj rente. Sæt dig ind i ÅOP (årlige omkostninger i procent, altså hvor meget en vare koster med renter). Skal du absolut låne, så nøjes med at låne til det, du ikke kan undvære, fx en computer. Du kan godt undvære det nyeste mærketøj.

 

Tjek dit mobil- og tv-abonnement

Nogle gange kan man forhandle sig frem til et bedre tilbud, hvis man sætter sig ind i, hvad konkurrenterne tilbyder.

 

Tjek rabatter

Offentlig transport, caféer, banker, fagforeninger, frisører osv. tilbyder ofte reduceret pris til studerende. Spørg om du kan få rabat.

 

Læg en madplan

Det reducerer madspild, og mange af supermarkederne har oven i købet udviklet en app til formålet. Overvej også at handle ind sammen med naboen, så I får brugt det, der er i køleskabet, i stedet for at smide det ud.

 

De 5 stærke:

 

  1. Læg budget – og hold det! Vær konservativ og tænk ’worst case’. Hvad hvis du alligevel ikke kan holde til studiejobbet? Sæt tæring efter næring, du behøver ikke få det hele på én gang. Vi andre har sparet op og investeret over et langt liv.
  2. Lav faste aftaler hvis du bor sammen med andre. Læs kontrakter, også det med småt.
  3. Gå efter rabatter. Hent relevante apps og spar, hvor du kan. Tjek dine mobilaftaler – måske kan man forhandle sig til en rabat? Der er jo masser af udbydere.
  4. Lav madplan. Det sparer penge og mange ture til supermarkedet. Køb på tilbud og tænk kreativt, så du undgår madspild. Ingen dør af at spise rester.
  5. Forsikringer er ikke kedelige. Det bliver først kedeligt, når man skal spare op til en helt ny computer, fordi man har tabt en cola ned i den gamle. Ansvar/ulykke og indbo er et must.

 

socialrådgiver Mia Ibæk Touborgs gode råd her

 

Læs om hverdagen med CP

 

Fortæl anonymt om DIN hverdag i UngeForum

Gå til top Top