Mit liv blev nemmere

Jeg hedder Maja og er 21 år. Jeg havde aldrig hørt om hverken udtrætning eller om en neuropsykologisk undersøgelse, før jeg skulle starte på universitetet.

 
Maja Grosser, 21 år og studerende

 

Ugen før jeg skulle starte, begyndte jeg at undersøge, hvilken form for hjælp man kunne få på universitetet.

Det gjorde jeg, fordi jeg i folkeskolen og gymnasiet havde fået ekstra tid til eksamen, og i folkeskolen havde jeg fået noget ekstraundervisning i de små klasser. Derfor tænkte jeg, at det var vigtigt at vide, hvilken hjælp jeg kunne få, da jeg tit har følt, at det tog mig længere tid at forstå det, vi lærte end mine klassekammerater.

Derudover kiggede jeg også på Spastikerforeningens hjemmeside, hvad de anbefalede af hjælp, når man er mellem ung og voksen. Her så jeg, at det var vigtigt at få en neuropsykologisk undersøgelse, for at man kunne få den rette hjælp.

 

Hjælp fra Spastikerforeningen

Så ringede jeg til psykologen Klaus og snakkede med ham om vigtigheden af denne undersøgelse, både for mit studie, fremtidig job og for mig som person. Jeg ringede derefter til universitetet og snakkede med studievejlederen om undersøgelsen. Han var meget skeptisk over, at universitetet skulle betale, og han antydede, at hvis jeg fik undersøgelsen, så kunne jeg risikere ikke at få noget hjælp, hvis jeg nu ikke fejlede noget.

Jeg blev frustreret og ked af det, fordi jeg stod med en viden om, at denne undersøgelse var helt vild vigtig, og så stod jeg med et system, som prøvede at snakke mig fra den. Jeg valgte alligevel at ansøge universitetet, om de ville betale for undersøgelsen, og det fik jeg heldigvis bevilliget.

 

Den vigtige neuropsykologiske undersøgelse
En måned efter at de havde godkendt min anmodning, sad jeg i København og blev testet på et center. Jeg følte mig heldig over, at jeg fik den neuropsykologiske udredning, fordi jeg fik en chance for at lære noget mere om mig selv og om min situation med cerebral parese.

Undersøgelsen viser, at jeg f.eks. har vanskeligt ved at overskue flere ting på én gang, og at jeg har svært ved at koncentrere mig i længere tid. Det er begge ting, som jeg kan genkende fra mit liv, men som jeg også er blevet mere bevidst om. Derved kan jeg nemmere mærke nu, at hvis jeg udtrættes pga. for mange ting på en gang, så må jeg tage en dyb indånding og fokusere på én ting af gangen.

På grund af undersøgelsen kan jeg også få mere hjælp på uddannelsen i form af længere tid ved eksamen, tutorhjælp og måske en diktafon, så jeg ikke skal bruge al energien på både at tage noter og at lytte efter.

I senere jobs kan jeg forhåbentlig også få forskellige former for hjælp, f.eks. en sparringspartner, som kan hjælpe mig med at overskue arbejdsopgaverne. Undersøgelsen gør, at jeg er blevet mere bevidst om mine svage og stærke sider, og jeg er blevet bedre til at lytte efter, hvad min krop fortæller mig, så jeg ikke presser mig selv ud over en kant.

 

Læs også Frederiks historie om at flytte hjemmefra

Har du også oplevet kognitive vanskeligheder? Del din historie på UngeForum

Gå til top Top