Hvornår fortæller man en date at man har CP?

Når man laver en profil på enten et dating-site eller dating-app, er et af de centrale punkter, hvordan man præsenterer over for en mulig kæreste, at man har CP.

 

Jeg vil gerne være anonym og kalder mig her Anton. Jeg er 25 år, jeg har CP, kan gå uden hjælpemidler og har et mindre talehandicap. Alle kommunikerer forskelligt og har forskellig personlighed, så dette er bare mine erfaringer om, hvad der virker for mig i forhold til dating.

 

Hvornår fortæller man om sin CP?
En af de sværeste ting at præsentere om sig selv kan være ens CP. Skal man skrive det i sin profiltekst? Skal man skrive det, når man har chattet lidt med den, som man synes er spændende? Eller skal man vente med at fortælle, at man har CP, til man mødes?

 

Sådan gør jeg
Jeg har personligt brugt dating-apps i flere år og prøvet forskellige metoder i forhold til, hvornår jeg fortæller om min CP. Min erfaring siger mig, at det er rarest for begge parter, at man har nævnt sin CP før første date. Når det er sagt, er dette en meget fin balance, da ens CP hurtigt kan blive hovedemnet i chatsamtalen med en mulig partner, hvilket man skal prøve at undgå, da alle har noget mere spændende at byde på end deres handicap.

For mig virker det bedst at undgå at bringe min CP op som det første emne i en samtale. Når vi har chattet lidt, og personen virker interessant, er det et godt tidspunkt at berøre ens CP og i korte vendinger forklare, hvad det indebærer - gerne med et glimt i øjet, da dette kan få den anden person til at slappe mere af omkring emnet.

Hvis du synes, at samtalen kommer til at handle for meget om dit handicap, er en god måde at komme videre på at skrive, at personen selvfølgelig gerne må spørge mere ind til det, men at det altid er meget lettere at finde ud af, hvad det indebærer, når man mødes i virkeligheden end at skrive om det.

 

Læs også "Frederiks tips til dating"

 

Få sexologen gode tips her

Gå til top Top