På date med CP

Hvordan er den første date, når man har CP? Hvad har du været mest ked af? Glad for? Fire anonyme unge med CP har skrevet deres historie. Del meget gerne din på UngeForum!

Hun synes, det var pinligt, at folk kiggede på mig

Jeg er delvist lammet i venstre side og trækker derfor på det ene ben. Jeg var på en date, hvor vi mødtes i en park for at gå en tur. Da vi havde gået lidt, bemærkede hun åbenbart, at folk kiggede på mig. Og hun spurgte, hvad jeg gjorde, når folk kiggede så meget. Og så svarede jeg ærligt, at enten registrerer jeg det ikke, eller også kigger jeg tilbage. Da vi kom hen til den aftalte café, greb hun sin telefon og fabrikerede en historie om en veninde, der havde slået sig og skulle på skadestuen. Det var tydeligt, at det var noget, hun havde fundet på, fordi hun gerne ville væk fra vores date. Jeg valgte at gå med på den og sagde, hun skulle tage hen til sin veninde. Men jeg blev da ked af det.

Mand, 20 år

 

Da jeg mødte min kæreste

Jeg var så nervøs på vores første date. Jeg skulle hjem til ham, og jeg var så bange for, at jeg ville tabe noget eller falde over et dørtrin. Da jeg kommer, siger jeg "ja tak" til noget vand, og da han skal åbne en vandflaske fra køleskabet, er han så nervøs, at han taber skruelåget og i forsøget på at gribe skruelåget, falder flasken med vandet på gulvet. Det brød ligesom barrieren. Det er mig, der har CP, men han var også nervøs for at møde mig, fordi det kun var vores anden date. Andre uden CP er jo også nervøse for, om de nu også gør et godt nok indtryk til, at man vil se dem igen. Det glemmer man bare lidt, når man selv har CP, så føler man sig nogen gange så anderledes. Det gør jeg i hvert fald.

Kvinde, 16 år

 

Jeg var bare et væddemål

Da jeg gik på erhvervsskolen, var jeg interesseret i en dreng fra en anden linje. Det havde jeg nok vist, for han kom en dag og inviterede mig i biografen. Jeg var så lykkelig. Efter biografen tog vi hjem til mig, og vi gik i seng sammen. For mig var det første gang. Det var rart at være sammen med ham - også bagefter, så jeg troede, at han var interesseret i mig. Dagen efter på skolen fortalte min veninde mig, at hun havde hørt, at det var et væddemål. Hvem ville bolle med hende den skæve? Jeg blev så ulykkelig og følte mig som skolens freak. Nu er jeg videre og er mere forsigtig nu og lytter til min mavefornemmelse.

Kvinde, 21 år

 

Den første date

Jeg synes, det er så svært første gang, at man skal møde en pige, man har mødt på nettet. For hvad tænker hun, når hun ser mig kommer gående? Da jeg var på første date med min nuværende kæreste, var vi på café, og jeg håbede, at tjeneren kom hen til bordet, så jeg slap for at gå op til baren og bære vores øl ned til bordet. Men man skulle selv hente det, så det gjorde jeg, men jeg var meganervøs for at tabe øllene og meget bevidst om, at hun kiggede på mig. Men altså, det gik jo. Vi er kærester i dag, men jeg synes stadig, det er svært at få så meget opmærksomhed, bare fordi man går anderledes.

Mand, 24 år

 

Del dine tanker og oplevelser om at date på UngeForum

 

Sex & Samfund tilbyder anonym rådgivning til unge og har åbent mandag til fredag 10-15

Gå til top Top