På date i et TV2-program

Søren Meinertz fra Aalborg har cerebral parese og er med i dating-programmet ’Er der også en til mig?’ Oplev ham lørdag den 9. september på TV2.


Jeg havde egentlig søgt om at komme med i et andet program, men så ringede casteren fra dating-programmet ’Er der også en til mig?’ og spurgte, om jeg ville deltage, fortæller Søren. Søren er 32 år, bor i Aalborg og er uddannet gymnasielærer i engelsk og mediefag. Og så har han cerebral parese.

 

I programmet skal han på date med en kvinde fra Finland, og en coach hjælper Søren med at blive klar.

 

- Jeg sagde ja til at deltage, fordi jeg gerne vil vise andre facetter af mennesker med handicap. Jeg synes, handicappede bliver udstillet som lidende mennesker, man skal have sympati med. Men jeg synes, man skal se os som almindelige mennesker.

 

Søren var naturligt nok lidt bekymret for, om han ville blive udstillet i programmet, og hvordan det ville blive klippet sammen.

 

- Vi gennemgik præmissen for programmet, og jeg havde mulighed for at få indflydelse under optagelserne, hvis der var noget, jeg ikke brød mig om. Jeg synes, jeg bliver fremstillet helt naturligt, og min familie kan sagtens kende mig, griner Søren.

 

Oplevelsen med at have en coach i programmet har givet Søren nogle gode redskaber, han fremover kan bruge. For eksempel er han opmærksom på, at når han taler med kvinder, skal hans handicap ikke blive omdrejningspunktet. Og i det hele taget føler Søren, at han er blevet bedre til at tale med fremmede kvinder.

- Jeg er blevet mere klar, mere opløftet og bedre rustet end i lang tid. Jeg er langt mere forberedt på datingmarkedet, siger Søren.

 

Du kan opleve Søren i ’Er der også en til mig?’ på lørdag den 8. september klokken 18.25 på TV2.

 

Læs også:

På date med CP

 

Frederiks tips til dating

 

Kropsidealer er fucked up

Gå til top Top