Hvilken ungdomsuddannelse skal du vælge?

Hvad skal du efter folkeskolen? Hør og læs om tre unges valg af ungdomsuddannelse her.

1. Nicoline - Gymnasiet

Nicoline har kognitive vanskeligheder og var i tvivl, om hun skulle tage gymnasiet på tre eller fire år.

 

Vil du også på gymnasiet? Snak med din UU-vejleder i folkeskolen og læs mere på UddannelsesGuiden.

 

2. Louise - Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU)

 


Louise  har taget en STU - Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.

"Jeg hedder Louise, og jeg er 26 år gammel. Jeg begyndte først på STX, altså gymnasiet, men det var ikke det rigtige for mig. Jeg følte ikke, at jeg passede ind i det karakterræs, der var og havde brug for mere tid til lektier, end der var mulighed for. Så jeg gik ud og startede på Egmont Højskolen, hvor jeg tog en STU.

STU var rigtig godt for mig, fordi den netop er specieldesignet til mine behov. Og det er ikke kun de faglige behov, jeg fik opfyldt, jeg lærte også om praktiske ting i forhold til, hvordan jeg bedst muligt lever med den funktionsnedsættelse, jeg har.

Jeg var igennem tre områder: Det faglige, som var VUC 10. klasse, det sociale og det praktiske, som handler om at blive modnet til at stå på egne ben, få kurser i hvad det vil sige at flytte hjemmefra, lære at lave mad og selv styre min BPA-ordning (hjælper 24 timer i døgnet).

STU har betydet, at jeg har udvidet mine muligheder, fordi den var specielt tilrettelagt til mig. Hvis det er en anden elev med andre udfordringer, er det jo andre ting, der vil blive lagt vægt på. Det gode ved STU er også, at man finder det tempo, der passer en bedst at lære nyt i. På de andre uddannelser skal man passe ind i en bestemt kasse med de regler og normer, der gælder der, og sådan er det ikke på STU. Her kan man mikse de forskellige ting, og mine specielle behov kom ikke i vejen for, at jeg kunne komme i gang med uddannelse.

STU er ikke adgangsgivende til andre uddannelser, men den har hjulpet mig til at være klar til at tage en HF på enkeltfag, så jeg kan læse videre bagefter til pædagog. Jeg vil gerne hjælpe andre unge mennesker, der har brug for specielstøtte".

Læs mere om STU

 

3. Cæcilie - Erhvervsuddannelse (EUD/EUX)

"Jeg valgte en erhvervsuddannelse, fordi jeg vidste, jeg ville kunne gennemføre en to-årig kontoruddannelse. Jeg har svært ved fremmedsprog og kan ikke engelsk, så en videregående uddannelse var ligesom udelukket. Og jeg vidste, at jeg ville kunne klare et job som kontorassistent.

Jeg er rigtig glad for, at jeg har taget en erhvervsuddannelse, fordi elevtiden gjorde, at jeg fik prøvet mig selv af. Hvor mange timer, kan jeg arbejde med min CP? Hvilke støttebehov har jeg? Det betyder, at jeg i dag ved, hvad mine styrker og mine begrænsninger er og dermed, hvad jeg skal sige til en kommende arbejdsplads, at jeg har behov for.

Min elevplads, LO Hovedstaden, ville gerne beholde mig, efter elevtiden var slut, så her arbejder jeg stadig. Først arbejdede jeg 25 timer, fem timer om dagen, fem dage om ugen. Men da sagde min krop fra – det blev for hårdt. Nu arbejder jeg 16 timer om ugen, fire timer, fire dage om ugen, og det fungerer rigtig godt".

Læs mere om erhvervsuddannelserne her

Gå til top Top